Genmab-aktionærer scorer gevinst på 1,4 milliarder

Med en stigning på knap 11 procent er Genmab den foreløbig mest stigende aktie i det danske C20-indeks i september, og det sender en kursgevinst på godt 1,4 milliarder kroner videre til selskabets aktionærer.

Aktien er i september steget med næsten 11 procent og handles nu i kurs 251. Det viser en opgørelse, som Spar Nord har lavet for Ritzau.

Med en enkelt dags aktiehandel tilbage i september ligger biotekselskabet Genmab lunt i svinget til at tage prisen som månedens mest stigende aktie i det toneangivende C20-indeks.

- Genmab har redet på en bølge af positive nyheder i månedens løb, og herunder ikke mindst nyheden om en ny samarbejdsaftale med Seattle Genetics, der skal forene Genmabs antistoffer med Seattle Genetics' teknologiske løsninger, siger aktieanalytiker i Spar Nord Mikkel Duus-Hansen.

Han hæfter sig også ved, at Genmabs optræden på en investorkonference tidligere på måneden hos en amerikansk storbank sandsynligvis har været med til at skabe øget interesse for selskabet.

- Dertil kommer så, at flere analytikere i løbet af september har opjusteret kursmålet på Genmab-aktien, og det er selvfølgelig også med til at drive kursen i vejret, tilføjer Mikkel Duus-Hansen.

Efter Genmab følger Novo Nordisk og Tryg, der stiger henholdsvis 9,3 og 8,5 procent i månedens handel på fondsbørsen.

I bunden ligger servicegiganten ISS, der indtil videre falder 8,4 procent i septembers handel, og som dermed er nede i kurs 161,3.

- ISS afleverede et skuffende regnskab i august, og det sætter stadig sine spor i aktiekursen. Blandt andet fordi flere kapitalfonde i forlængelse af regnskabet har solgt ud af sine ejerandele, og det har lagt et nedadgående pres på aktiekursen, siger Mikkel Duus-Hansen.

Samlet set stiger C20-indekset med 3,5 procent i september og slutter dermed måneden betydeligt bedre, end den begyndte, og betydeligt bedre end de større aktiemarkeder i Europa og USA.

En stor del af forklaringen på C20-indeksets fremmarch i september skal dog findes i stigningen i den indekstunge Novo Nordisk-aktie.

/ritzau/

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.
 

Dagens Gossip