Genoa slår Inter i vandkamp

Skrevet af admin

19/01/2014

Dagens topnyheder

På en uhyre våd bane smed Inter endnu en gang point, da de tabte 0-1 på udebane til Genoa.

De tidligere Champions League-vindere tabte dermed tre vigtige point i kampen om at avancere fra femtepladsen i Serie A.

Det var yderst vanskelige vilkår, der mødte de to hold. Store mængder af regn væltede ned over banen, så bolden ind i mellem havde svært ved at passere vandmasserne på selv de korteste pasninger.

Det lignede allermest en nulløsning, men så dukkede venstrebacken Luca Antonelli op og scorede kampens enlige mål seks minutter før tid.

Dermed fik Genoa-træner Gian Piero Gasperini hævn over sin tidligere arbejdsgiver, for hvem han stod i spidsen for i fem sejrsløse kampe i 2011.

Patrick Olsen var ikke i kamptruppen for Inter.

Genoa ligger med sejren solidt placeret på 10.-pladsen midt i Serie A.

Esbjergs kommende modstandere i Europa League, Fiorentina, udnyttede Inters pointtab til at udbygge forspringet mellem de to klubber til otte point, da Firenze-mandskabet besejrede Catania med 3-0 på Sicilien.

/ritzau/