Genoa spolerer Gianluigi Buffons store jubilæumskamp

Skrevet af admin

30/10/2014

Dagens topnyheder

Onsdag var en stor dag for Juventus' mangeårige målmand, Gianluigi Buffon, men dagen endte med en bitter smag i munden for den 36-årige italiener.

I sin kamp nummer 500 for Juventus blev han passeret i sidste minut af Genoas Luca Antonini, og så tabte Juventus 0-1 og led det første nederlag i Serie A i denne sæson.

Gianluigi Buffon skiftede i sommeren 2001 fra Parma til Juventus, og han har siden på fornem vis ført klubbens tradition videre med at have en fast førstemålmand i mange år.

Andre eksempler på det siden 1970'erne er Dino Zoff, Stefano Tacconi og Angelo Peruzzi, mens Edwin van der Sar kun fik to år som Juventus' førstemålmand fra 1999-2001, før han blev afløst af Buffon.

Alt det kunne Gianluigi Buffon dog ikke bruge til noget i sin jubilæumskamp, der altså endte som et surt show.

Roma var ikke sen til at gribe chancen, og med en 2-0-sejr hjemme over Cesena er hovedstadsholdet á point med mestrene.

Både Juventus og Roma har 22 point for ni kampe.

Eftersom Sampdoria tabte 0-1 ude til Inter, er ingen hold længere ubesejrede i Serie A.

/ritzau/