Genrejst offensiv giver FCK tro på fremtiden

Skrevet af admin

13/09/2015

Dagens topnyheder

Det giver FC København et solidt rygstød, at holdets prominente navne i offensiven endelig fik vist kvaliteterne i 4-2-sejren over AaB i Superligaen søndag eftermiddag.

Både Kasper Kusk og Andreas Cornelius kom på måltavlen for første gang i ligasammenhæng, og Benjamin Verbic og Nicolai Jørgensen brillerede som chanceskabere i en underholdende kamp.

For FCK-træner Ståle Solbakken var sejren en bekræftelse på det, han så ofte har gentaget i sæsonens første kampe: Spillet har været fint, det er blot slutproduktet, der har manglet.

- Jeg har hele tiden sagt til angriberne, at de ikke må tænke på konsekvenserne af at brænde chancer. De skal gå ind i det for fuld styrke. Kikser det, så er det næste chance, der er vigtig, og det var de gode til i dag, roser Solbakken.

Hans spillere måtte slide hårdt for sejren på en dag, hvor AaB to gange var foran.

Men selv om hjemmeholdet måtte gå til pausen med nedslående 1-2 på måltavlen, var Solbakken allerede på det tidspunkt tilfreds med den fantasifulde og chanceskabende offensiv.

- Vi forærede AaB to mål, men samtidig producerede vi chancer igennem hele kampen og havde mange gode kombinationer.

- Vi fik nogle psykiske slag undervejs, men spillerne kom på banen til anden halvleg med fremskudt brystkasse og turde spille fodbold. Det kan give et boost, at alle stolede på konceptet, og vi kom tilbage, siger FCK-træneren.

Andreas Cornelius, der spillede sin fjerde kamp og scorede sit første mål siden ankelskaden mod Silkeborg for fem måneder siden, bekræfter, at offensiven er ved at falde på plads.

- Vi har ikke haft så bred en trup længe. Der er hård konkurrence om det, og vi så, at Benjamin Verbic også kom ind og gjorde det godt.

- Vi spillede en flot kamp, og jeg fik scoret, og det var fedt at være en del af, lyder det fra den genkomne angriber.

FC Københavns angribere skal forsøge at fortsætte de flotte takter allerede på onsdag, hvor holdet møder Randers i en udsat superligakamp.

/ritzau/