Gense billederne: To år efter tragedigen på Utøya og i Oslo

Mandag er det præcis to år siden, at højreekstremisten Anders Behring Breivik udløste en bombe i det norske regeringskvarter og dræbte 69 mennesker på øen Utøya, hvor det socialdemokratiske ungdomsparti AUF holdt sin sommerlejr.

I Norge bliver dagen markeret med både taler og mindehøjtidelighed i hovedstaden og på øen, men allerede om fem eller ti år vil dagen ikke få nær så meget opmærksomhed, som den gør nu, spår professor i samtidshistorie Poul Villaume fra Københavns Universitet til BT.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - Altid gratis nyheder og information

»Det er stadig tæt på, men når vi kommer lidt længere ud i fremtiden, vil det ikke være nogen stor ting. Det vil stå som en parentes i historien, fordi det var så ekstremt. Han var ikke en del af et større netværk, som det for eksempel var tilfældet med al-Qaeda ved 11. september i USA. Hans handlinger vil kun være en fodnote og blive set som en enkeltstående handling,« siger Poul Villaume til BT.

Alligevel er dagen også vigtig at markere, mener professoren.

»Årsdage er en god anledning til at tænke over, hvad det egentlig var, der skete og sætte tingene lidt i perspektiv. Det var en begivenhed, som påvirkede den norske nation voldsomt, og som rejste nogle spørgsmål om, hvad det er for et samfund, man gerne vil have. Nordmændene gav efterfølgende udtryk for, at de ikke ønskede, at deres demokrati blev styret af en ekstremist. Han skulle bekæmpes med åbenhed,« siger Poul Villaume.

Anders Behring Breivik fik 21 års fængsel for at dræbe i alt 77 mennesker 22. juli 2011.

22. juli 2011 klokken 15.26 eksploderede en bombe i Oslos centrum. Otte personer blev dræbt. Få timer efter gik en bevæbnet mand, højreekstremisten Anders Behring Breivik, klædt som politimand i land på øen Utøya, hvor unge fra Arbeiderpartiets ungdomsorganisation var samlet. 69 blev dræbt.

Anders Behring Breivik har erkendt sig skyldig i begge angreb. Han mener dog, at han handlede i nødværge for at forhindre, at det norske samfund blev udslettet af den muslimske kultur.

24. august 2011 idømte retten i Oslo ham den strengeste straf i norsk straffelov, forvaring i 21 år. Reelt kan det ende som en livstidsdom i fængslet, da domstolen efterfølgende kan forlænge hans straf med fem år ad gangen, hvis det skønnes, at han stadig er til fare for samfundet.

SE BILLEDERNE FRA DEN 22. JULI 2011 HER:

Dagens Gossip