Gensyn med 2012 i 'Året DR gik'

Skrevet af Finn Jensen

12/12/2012

Dagens topnyheder

Der bliver både plads til sjove, rørende og dramatiske gensyn, når Louise Wolff og Klaus Bundgård Povlsen sammen med et veloplagt publikum kigger tilbage på 2012 fra Falconer Salen på Frederiksberg.

På scenen vil TV-2, Turboweekend, Christopher, Camille Jones, Duné og Outlandish sammen med DRs X Factor-band stå for den musikalske underholdning.

En række gæster, der på hver deres måde har sat aftryk på året, kigger forbi.

Kontroversiel dokumentar

Organdonation var et af årets mest omtalte emner efter DR1's kontroversielle dokumentar 'Pigen der ikke ville dø'. For første gang siden dokumentaren fortæller Carina om, hvordan det er at vågne op til livet igen, og hvordan hendes år har set ud.


Politisk quiz 

Året har også budt på politiske rokader. Både Villy Søvndal og Pia Kjærsgaard har forladt deres poster som partiformænd, og det betyder at vi i år har fået et rødt partilederhold, der består af kvinder, og et blåt partilederhold, der består af mænd.

Alle partiledere har sagt ja tak til at komme og quizze om, hvor meget de egentlig kender deres med- og modspillere fra dagligdagen på 'Borgen'. Det bliver blåt mod rødt hold - eller drengene mod pigerne.

Efter Forbrydelsen
Sofie Gråbøl, Nikolaj Lie Kaas og Anders W. Berthelsen har hver søndag aften hele efteråret samlet danskerne. Men hvad skete der egentlig efter Sara Lund flygtede, lever hun i landflygtighed med Mathias Borch, og har Robert Zeuthen droppet Zeeland for at hellige sig familien?

Få skuespillernes egne bud i tv-showet, der blandt andet også byder på gensyn med OL-deltagerne Jeanette Ottesen og Lasse Norman Hansen og med den EM-vindende håndboldspiller Lars Christiansen.

Året DR gik –  2. juledag klokken 20:00 på DR1