Gentofte giver elever karakterer fra 6. klasse

Eleverne på mindst én dansk folkeskole skal fra næste skoleår have karakterer allerede fra 6. klasse.

Gentofte Kommune har nemlig fået grønt lys fra regeringen til at lave et frikommuneforsøg med karaktergivning i alle fag fra 6. klasse. Normalt får danske skoleelever først karakterer, når de kommer i 8. klasse.

Forsøget vækker glæde hos Venstre, som tidligere uden held har forsøgt at samle politisk opbakning til at starte med at sætte tal på elevernes indsats i 6. klasse.

- Karakterer er et vigtigt supplement til evalueringen. Og det er et vigtigt signal til eleverne om, at deres skolearbejde og deres indsats tages alvorligt, siger Venstres folkeskoleordfører, Karen Ellemann.

Hun varsler samtidig, at Venstre vil bringe ønsket om at starte tidligere med karaktergivning ind i de igangværende forhandlinger om en reform af folkeskolen.

- Nu skal jeg jo ikke røbe alle vores forhandlingspositioner. Men jeg kan da sige så meget, at det bliver helt klart en diskussion.

- Vi mener sådan set, at det er vigtigt, at skolearbejdet tages alvorligt, og at evalueringen af indsatsen kommer til at fylde meget, siger Karen Ellemann.

Selvom regeringen har givet tilladelse til, at Gentofte Kommune kan lave forsøget, så har børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) dog ingen planer om at udvide tildelingen af karakterer i folkeskolen.

- Umiddelbart ser jeg ikke noget behov for at give karakterer i alle fag fra 6. klasse, men her er der tale om et frikommuneforsøg, hvor kommunerne skal have lov til at udfordre de statslige regler og begrænsninger.

- Vi må se på, hvad evalueringen siger, når forsøget er færdigt. Karakterer i alle fag fra 6. klasse indgår ikke i regeringens folkeskoleudspil, siger Antorini i en skriftlig udtalelse til Ritzau.

Det bliver frivilligt for skolerne i Gentofte Kommune, om de vil indføre karakterer til eleverne i 6. klasse. Men formanden for børne- og skoleudvalget i Gentofte Kommune, Pia Nyring (K), oplyser, at minimum én folkeskole ventes at deltage i forsøget.

Gentofte Kommune er en af ni såkaldte frikommuner, som kan søge om dispensation fra statslige regler og afprøve en række nye ordninger.

Forsøget med tidligere karaktergivning vil køre fra næste skoleår og frem til udgangen af 2015.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV