Gentofte jagter historisk resultat i Europa

Skrevet af admin

17/11/2015

Mest læste i dag

Med en sejr i Norge på 3-0 i sæt har de danske volleyballmestre fra Gentofte Volley skabt et ideelt udgangspunkt forud for returmødet tirsdag hjemme mod Tromsø i CEV Challenge Cup.

En samlet sejr vil sende Gentofte-holdet i 1/16-finalen i den europæiske klubturnering, som er på niveauet under Champions League, og det vil være det bedste danske resultat, siden Holtes europæiske eventyr i starten af 90'erne.

Med 3-0 i bagagen lægger cheftræner Peter Borglund da heller ikke fingre imellem, når han udlægger teksten omkring holdets muligheder for avancement.

- Det vil være en kæmpe, kæmpe skuffelse, hvis ikke vi kommer videre, lyder det fra cheftræneren.

I udekampen mod Tromsø overraskede et ellers svingende norsk vicemesterhold positivt trods den sætmæssigt sikre danske sejr.

- Jeg vil mene, at deres topniveau er til top-3 i Danmark, men deres bundniveau er på nuværende tidspunkt ikke så godt. Det er mest det, som er deres problem, siger Gentofte-træneren.

Derfor skal Gentofte presse gæsterne fra første bold, så Tromsø ikke finder ind i en rytme, og så lurer 1/16-finalen lige om hjørnet.

- Det vil være rigtig stort for os. Der skal vi højst sandsynligt møde et hold fra Rumænien (Volei Municipal Zalau), og det vil ikke være fuldstændig umuligt for os at gøre noget mod dem, lyder det fra Peter Borglund.

- Der er også hold fra Italien og andre lande, som vil være helt umulige for os at komme i nærheden af, hvis vi skulle møde dem. Men mod holdet fra Rumænien tror jeg, at vi faktisk har en chance.

Kampen spilles klokken 18.30.

/ritzau/