Gentofte søgte boligpulje - men har ikke plads til flygtninge

Skrevet af admin

06/07/2016

Dagens topnyheder

Der er ikke tale om, at en af landets rigeste kommuner forsøger at undslå sig sit ansvar for at finde permanente boliger til flygtninge.

Problemet er rettere, at der ikke er plads i Gentofte Kommune, siger byens borgmester Hans Toft (K).

54 kommuner har fået del i de penge, der tidligere på året blev afsat til at bygge små, billige boliger i de kommuner, der stod til at skulle huse mange flygtninge.

Gentofte Kommune er med et tilskud på mere end 42 millioner kroner den kommune, der får klart den største del af midlerne.

Alligevel kan det være, at pengene ikke bliver udmøntet, for Gentofte har ganske enkelt ikke plads til flere beboere, mener borgmesteren.

- Regeringen ved, at vi ikke har boliger til hverken midlertidig eller permanent boligplacering af flygtninge og heller ikke almindelige byggegrunde til opførelse af permanente, almene boliger.

- Alligevel har regeringen tredoblet antallet af flygtninge, som skal boligplaceres i Gentofte Kommune, siger Hans Toft.

Skal der findes plads til flygtninge, skal det være på statslige arealer eller byggegrunde i nabokommuner, mener han.

Han mener ikke, at hans kommune undslår sig og forstår ikke, hvis det kan se sådan ud.

- Nej. Det kan jeg bestemt ikke. Så vidt jeg har forstået, er der ingen kommuner, der er gået glip af noget, fordi Gentofte har søgt. Vi skal nok klare integrationsopgaven på den gode måde, som vi ved, vi kan gøre.

- Problemet for os er at finde de fysiske boliger. "En af landets rigeste kommuner", jeg kan blive lidt småvred, når du siger det. Det er at vende det hele på hovedet, dette har ikke noget med penge at gøre, det har noget med fysiske muligheder at gøre, siger han.

Hvis integrationsminister Inger Støjberg (V) tvinger Gentofte til at finde permanente boliger, vil alternativet til at opføre almene familieboliger være at købe villaer og ejerlejligheder, uddyber han.

Og det vil ikke ske.

Alle kommuner, der havde søgt penge fra den 640 millioner kroner store pulje, har fået deres ansøgning imødekommet. Dermed er der 125 millioner kroner til overs, som tilbageføres til staten.

/ritzau/