Georgiens unge regeringschef træder tilbage

Skrevet af admin

23/12/2015

Dagens topnyheder

Georgiens premierminister, Irakli Gharibasjvili, trækker sig under en større regeringskrise og efter blot to år på posten.

Det meddeler han i en tv-tale ifølge nyhedsbureauet Tass.

- I dag har jeg truffet beslutningen om at træde tilbage. Jeg forlader posten i dag, men jeg forbliver en loyal soldat for mit fødeland, siger Gharibasjvili i en tale til nationen.

Den kun 33-årige premierministers beslutning om at trække sig kommer et år før det næste parlamentsvalg i Georgien.

Han har siddet på posten siden november 2013, og han var dengang den yngste regeringschef i Europa.

Ifølge nyhedsbureauet AFP gav Gharibasjvili ingen begrundelse for sin beslutning.

- Alle embeder er midlertidige. Kun gud og fædreland er evige, siger den afgående premierminister med et "forstenet udtryk".

Irakli Gharibasjvili var en ukendt skikkelse i georgisk politik, før rigmanden Bidzina Ivanisjvili - hans forgænger på premierministerposten - udnævnte ham til indenrigsminister i oktober 2012.

Ivanisjvili omtalte den dengang 30-årige minister, som havde arbejdet i rigmandens virksomhed, som sin "elskede knægt".

Premierministeren trækker sig på et tidspunkt med uro i den ledende regeringskoalition, som er hårdt presset af faldende popularitet.

- Gharibasjvilis fratræden ville være et logisk skridt, da landet står midt i en katastrofal økonomisk krise, sagde lederen af oppositionspartiet Den Forenede Nationalbevægelse, Giga Bokeria, før tv-talen ifølge Reuters.

Den georgiske forretningsmand Ivanisjvili menes i vid udstrækning at have styret landet gennem Gharibasjvili, siden han trak sig i 2013.

/ritzau/Reuters