Georgisk målkonge forlænger med AGF

Skrevet af admin

15/07/2015

Dagens topnyheder

Fodboldspilleren Mate Vatsadze har forlænget kontrakten med AGF, der er oprykker i den kommende sæson i Alka Superligaen.

- Vi har haft en god dialog med Mate.

- Helt fra starten har begge parter været interesserede i at forlænge samarbejdet, og jeg er glad for, at det nu er faldet på plads, og at vi også i de kommende sæsoner får glæde af Mates evner foran modstandernes mål, siger AGF's sportschef, Jens Andersson, i en pressemeddelelse.

Den 26-årige georgier scorede 20 mål i 1. division i sidste sæson, hvilket gjorde ham til topscorer i den næstbedste række.

Mate Vatsadzes nye kontrakt løber frem til sommeren 2017. Han har været i AGF i tre år, og hans tidligere kontrakt havde udløb med udgangen af i år.

- Jeg er glad for, at det er faldet på plads. Det har hele tiden været mit ønske, fordi jeg har det godt i AGF og i Aarhus, hvor jeg føler mig hjemme.

- Jeg nyder den støtte, jeg får fra fansene, og jeg ser frem til at spille i Alka Superligaen og bidrage til, at vi når vores mål, siger han.

Mate Vatsadze har spillet 61 kampe og lavet 28 mål for AGF.

/ritzau/