Gerningsmænd har forskanset sig på luksushotel i Mali

Skrevet af admin

20/11/2015

Dagens topnyheder

Ifølge USA er gidseldramaet på luksushotellet i Malis hovedstad, Bamako, endeligt ovre, efter at maliske specialstyrker trængte ind til gerningsmændene, som havde forskanset sig.

Gerningsmændene befandt sig på de øverste etager på Radisson Blu-hotellet, sagde en talsmand for sikkerhedsministeriet. Men nu er dramaet altså endeligt slut.

Det havde allerede en gang tidligere forlydt, at aktionen var ovre, men der var formentlig blot tale om, at gidseldramaet er slut, da det viste sig, at gerningsmændene havde forskanset sig.

Ifølge en foreløbig optælling fra FN er mindst 27 døde, mens to gidseltagere har mistet livet.

- Gerningsmændene har ikke længere gidsler. De har gravet sig ned på de øverste etager. De er alene med maliske specialstyrker, som forsøger at fordrive dem, sagde talsmand Amadou Sangho tidligere fredag.

Fredsbevarende styrker fra FN har på stedet opgjort, at der skulle være mindst 27 lig ifølge en foreløbig optælling.

Ifølge en sikkerhedskilde, som AFP har talt med, er der dog tale om mindst 22 dræbte.

Blandt andre tyrkiske, indiske, kinesiske og franske statsborgere blev taget som gidsler.

Der er ingen grund til at tro, at der var danskere involveret i gidseldramaet, har Udenrigsministeriets Borgerservice oplyst til Ritzau.

Tilhængere af en gruppe tilknyttet al-Qaeda tager skylden for gidseltagningen ifølge et opslag på det sociale medie Twitter.

Gidseltagerne er ifølge Twitter-opslaget medlemmer af gruppen al-Mourabitoun.

/ritzau/