Gerningsmand følte sig krænket: Snittede ung mand i halsen

Skrevet af admin

16/02/2014

Dagens topnyheder

En mand på 21 år sigtes for drabsforsøg, efter at han tidligt søndag morgen overfaldt to unge mænd med en hobbykniv i et S-tog.

Det ene offer, en 20-årig mand, blev snittet "dybt i kinden", oplyser Københavns Vestegns Politi til Ritzau.

- Og den anden, der også er 20 år, får et snit hen over halsen og halspulsåren. Dog uden at der går hul på pulsåren. Men snittet er alligevel så farligt, at vi vælger at sigte gerningsmanden for forsøg på manddrab, siger vagtchef Kim Madsen.

- Det kunne have gået rigtig galt, fastslår han.

Det blodige overfald fandt sted i et S-tog ved Bagsværd Station kort før klokken 4.29, hvor der blev slået alarm.

Umiddelbart efter overfaldet kunne politiet anholde den 21-årige i S-toget. Her fandt de ham med blod på tøjet.

- Han forsøgte ikke at flygte, men erkender de faktiske forhold. Jeg ved dog endnu ikke, hvordan han forholder sig til sigtelsen, siger vagtchefen.

Situationen eskalerede, efter at parterne var kommet i klammeri med hinanden.

- Gerningsmanden har umiddelbart forklaret, at han følte sig krænket af noget, som de to andre havde sagt. Og så vælger han altså at trække en hobbykniv, siger Kim Madsen.

Den anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør søndag eftermiddag.

/ritzau/