Gerningsmanden i Nice skød mod politiet

Skrevet af admin

15/07/2016

Dagens topnyheder

Den 31-årige fransk-tunesiske mand, som stod bag angrebet i Nice torsdag aften, affyrede flere skud mod de politifolk, som prøvede at stoppe ham.

Flere automatvåben og en granat blev fundet i den lastbil, han brugte til at køre flere hundrede mennesker ned med. Af dem er 84 døde, mens 202 er såret, heriblandt 52 alvorligt.

Det oplyser anklageren i Paris, François Molins, på et pressemøde fredag eftermiddag.

Øjenvidner har fortalt, at den store lastbil sik-sakkede gennem folkemængden med høj fart, inden politiet fik skudt og dræbt chaufføren, der sank livløs sammen på passagersædet, oplyser Molins.

Gerningsmanden var kendt af politiet for vold, trusler og tyveri, men ingen efterretningstjeneste har hørt om ham før.

- Han var fuldkommen ukendt af efterretningstjenesterne og har aldrig været under mistanke for radikalisering, siger François Molins.

Frankrigs præsident, François Hollande, fastslog allerede tidligere fredag, at angrebet "utvivlsomt" var terrorisme.

Gerningsmanden var gift og havde børn. Hans ekskone er nu ved at blive afhørt af politiet, oplyser Molins.

/ritzau/