Ghana kan atter komme videre efter præsidentstrid

GHANA: Siden præsidentvalget i december 2012 har Ghana været præget af usikkerhed og stilstand i politiske initiativer og reformer. Men efter at Højesteret torsdag har truffet en afgørelse i sagen om det omstridte præsidentvalg, hvor den siddende præsident John Dramani Mahama kom til magten, kan landet atter komme videre. Det står der i en pressemeddelelse fra det danske udenrigsministerium.

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) synes, at det er glædeligt, at der i de seneste måneder fra alle kanter i Ghana har været stort fokus på at respektere Højesterets afgørelse og sikre en fredelig og grundig proces.

»Nu håber vi, at det fremadrettede forløb også bliver fredeligt, og at de involverede parter fortsat vil samarbejde om at skabe en platform for forsoning, der kan være med til at styrke landets sammenhængskraft, for Ghana er et demokratisk foregangsland i Afrika, så Ghanas fortsatte demokratisering og økonomiske udvikling er altafgørende,« siger Villy Søvndal i pressemeddelelsen.

Ghana gennemførte i december 2012 for sjette gang et demokratisk præsidentvalg. Oppositionspartiet, New Patriotic Party (NPP), ville imidlertid ikke anerkende den demokratisk valgte præsident Mahamas sejr og indbragte efterfølgende sagen for landets højesteret. Men ganske enestående har der i månederne forud for højesterets afgørelse torsdag både fra mediernes såvel som landets to store partier, NPP og den siddende regering National Democratic Congress’ (NDC) side været fokus på at respektere Højesterets afgørelse.Også udviklingsminister Christian Friis Bach (R) udtrykker glæde over landets evne til at konsolidere sig som et af Afrikas fremmeste og mest stabile demokratier.

»Det er vigtigt for landets stabilitet og fortsatte økonomiske vækst, at demokratiet bliver yderligere rodfæstet i tiden efter domsafsigelsen i dag,« siger udviklingsministeren i en pressemeddelelse.

Danmark har i de sidse ti år ydet støtte til Ghana indenfor menneskerettighedsområdet, forbedring af civilbefolkningens muligheder for deltagelse i den offentlige debat og god regeringsførelse.

Dagens Gossip