Ghettolisten skal nu laves om

Den omdiskuterede ghettoliste, som er en årlig opgørelse over Danmarks belastede boligområder, skal ændres.

Det mener regeringen, som mandag ifølge Berlingske præsenterer sit nye udspil til, hvordan man definerer de problematiske bydele, og hvordan man kommer problemerne til livs i områder som Vollsmose, Gellerup- og Mjølnerparken.

I øjeblikket fokuserer ghettolisten på kriminalitet, arbejdsløshed og antallet af beboere med anden etnisk baggrund i boligområderne. Men fremover vil regeringen tilføje to nye kriterier: uddannelse og indkomst.

Det er by- og boligminister Carsten Hansen (S), som præsenterer udspillet "Udsatte boligområder - de næste skridt".

- Det er i virkeligheden logik for perlehøns, at man bedst løser problemerne ved at sætte ind og give folk redskaber, så de kan hænge fast på arbejdsmarkedet - uanset om de har etnisk baggrund eller ej, siger han til Berlingske.

Den seneste ajourførte ghettoliste fra sidste år rummer 33 boligområder i Danmark. Med de nye kriterier ville det tal have ligget på 29. Carsten Hansen afviser dog, at de nye kriterier er en smart måde at mindske listen på.

- Det handler alene om at forholde sig realistisk og nuanceret til situationen - få andre indikationer end kun beskæftigelse, kriminalitet og etnisk baggrund. Jeg har lyttet til borgmestrene. Vi tryller ikke noget væk, siger ministeren.

Regeringens udspil får en blandet modtagelse på Christiansborg. Hos Dansk Folkeparti er man åbne over for forslaget, Venstre er mere skeptiske, mens Enhedslisten er decideret afvisende.

Det er især det omstridte ghettoprædikat, som falder venstrefløjspartiet for brystet. Enhedslisten mener, at man dermed "stigmatiserer beboerne og afskrækker almindelige familier fra at flytte ind", siger boligordfører Lars Dohn til Berlingske.

/ritzau/

 

Dagens Gossip