Gibo Plast i Skjern fyrer 27 medarbejdere

Krisen er bestemt ikke slut, og tyndere ordrebøger får nu den vestjyske plastvirksomhed Gibo Plast i Skjern til at fyre 27 ansatte.

Årsagen er, at virksomhedens kunder har haft mindre at lave, og det smitter altså af i Skjern.

- Det er konsekvensen af, at vi ser en kraftig opbremsning i salget af vores større kunder. Vi kan se, at det ikke kun er på kort sigt, og derfor vælger vi at tilpasse organisationen med det samme, siger direktør Lars Ravn Bering til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

I første omgang var der lagt op til at 30 medarbejdere skulle gå den tunge gang på jobcentret, men det endte altså med 27. Der er tale om 24 timelønnede og tre funktionærer.

Lidt lys er der dog i følge direktøren.

- Den første har allerede fundet nyt arbejde, og samtidig er der to, der kommer på efteruddannelse via Statens Voksen Uddannelse. Det betyder, at de beholder tilknytningen til Gibo og forhåbentlig kan vende tilbage til os senere, fortæller Lars Ravn Bering til avisen.

Gibo Plast vil hjælpe de afskedigede medarbejdere så godt man kan.

Dagens Gossip

Dagens TV