Gidseldrama er slut på luksushotel i Mali: Mindst 18 dræbt

Skrevet af admin

20/11/2015

Dagens topnyheder

Mindst 18 er blevet dræbt efter et gidseldrama på et luksushotel i Malis hovedstad, Bamako, hvor gerningsmænd fredag trængte ind og tog flere gæster som gidsler.

Det siger en såkaldt sikkerhedskilde på betingelse af anonymitet.

Der er "ikke flere gidsler", siger sikkerhedsminister Salif Traoré desuden ifølge AFP.

Der er fundet 18 døde efter gidseldramaet, som synes ovre, efter at maliske specialstyrker stormede hotellet fredag eftermiddag.

En embedsmand fra Mali siger ifølge den franske tv-kanal BFM, at der er ikke bliver holdt flere gidsler på hotellet Radisson Blu.

Tilhængere af en gruppe tilknyttet al-Qaeda tog skylden for gidseltagningen ifølge et opslag på det sociale medie Twitter, skrev Reuters tidligere.

Amerikanske specialstyrker bistod ved operationen, og franske specialstyrker fra nabolandet Burkina Faso var også i hotellet, hvor de "deltog i operationen sammen med maliere", ifølge sikkerhedskilden.

/ritzau/AFP