Gidseltager i Paris stiller krav om mistænkte brødre

Skrevet af admin

09/01/2015

Dagens topnyheder

En gidseltager i et jødisk supermarked i det østlige Paris truer med at dræbe gidslerne, hvis politiet i byen Dammartin-en Goële stormer den bygning, hvor de to eftersøgte brødre for Charlie Hebdo-massakren har forskanset sig, ligeledes med mindst et gidsel.

Det oplyser politiet i Paris til avisen Le Figaro.

En kilde fra indenrigsministeriet siger til den franske avis Le Figaro, at tv-stationer fredag eftermiddag er blevet bedt om ikke at sende levende billeder fra det jødiske supermarked.

Umiddelbart efter truslen fra supermarkedet lød der skud og eksplosioner fra den bygning, hvor de mistænkte fra onsdagens angreb har forskanset sig. Det skriver Reuters, mens det franske nyhedsbureau AFP skriver, at en politiaktion er i gang.

En journalist fra Sky News er til stede og siger, at det lød en skudsalve, som varede 10 sekunder, som blev fulgt op af fire-fem eksplosioner.

- Det er tydeligt, at det er slutningen på operationen, siger journalist Ian Woods.

En embedsmand siger til franske medier, at der er mindst fem gidsler i supermarkedet, og at der en "klar forbindelse mellem gidseltagningen i det jødiske supermarked i det østlige Paris og gidseltagningen nordøst for Paris."

Den 32-årige Amedy Coulibaly, der er eftersøgt for at have dræbt en kvindelig politibetjent torsdag, menes at være gidseltageren i supermarkedet.

Han kender ifølge politiet de to Kouachi-brødre, som det franske politi har omringet i byen Dammartin-en Goële- 40 kilometer nordøst for Paris.

De mistænkte Cherif Kouachi og Said Kouachi, der er eftersøgt for at stå bag Charlie Hebdo-massakren med 12 dræbte onsdag, har forskanset sig og angiveligt taget mindst et gidsel, der er taget til fange i en virksomhed, som producerer reklamer og tryksager.

/ritzau/AFP