Gidsler er fortsat fanget i indkøbscenter i Nairobi

»Antallet af gidsler er fortsat ukendt, men de er på adskillige lokaliteter. Ingen kommunikation hidtil. De øvre niveauer (af indkøbscenteret, red.) er blevet sikret,« oplyste den kenyanske myndighed NDOC, der koordinerer landets nationale alarmberedskab, på sin officielle Twitter-profil.

En række medier rapporterede tidligere, at folkene fra al-Shabaab havde forskanset sig i et supermarked i Westgate, mens elitestyrker fra Kenya, USA og Storbritannien samt politibetjente gennemsøgte centeret. Ifølge NDOC var gidslerne og gerningsmændene tidligt søndag morgen på hvert deres sted i centeret:

»De bevæbnede mænd er ét sted, men der er gidsler andre steder i nærheden, der ikke kan få adgang til udgangen«.

Der er ifølge øjenvidneberetninger til SVT Nyheter tale om op mod 20 gerningsmænd.

Ifølge NDOC slap fem gidsler ud af centeret ved midnatstid.

Ifølge nyhedsbureauet AFP var sikkerhedsstyrker kort før solopgang fortsat i gang med deres aktion mod centeret, der blev angrebet omkring 17 timer tidligere.

Terrorgruppen al-Shabaab, der har base i Somalia og er knyttet til al-Qaeda, har taget ansvar for angrebet, der har kostet 39 mennesker livet, mens mindst 150 er blevet såret.

FNs Sikkerhedsråd fordømte lørdag det dødelige angreb.

»Medlemmerne af Sikkerhedsrådet fordømmer på kraftigste vis dagens terrorangreb i Nairobi, som har forårsaget adskillige dødsfald og skader,« lød det ifølge AFP i en erklæring fra rådets 15 medlemslande.

Også USAs udenrigsminister, John Kerry, fordømte angrebet. Han sagde ifølge AFP, at »terrormassakren af så mange uskyldige er en hjerteskærende påmindelse om, at der findes ubeskrivelig ondskab i vores verden, der kan ødelægge liv i løbet af ét meningsløst øjeblik«.

To franskmænd og to canadier var blandt de dræbte, mens flere amerikanske statsborgere blev såret. Én dansker, fem svenskere og fem nordmænd var blandt de mange hundrede, der undslap fra Westgate med livet i behold.

Kenyas præsident, Uhuru Kenyatta, har svoret, at de ansvarlige bliver stillet til ansvar for angrebet.

Angrebet på Westgate er det største enkeltstående angreb i Kenya, siden den amerikanske ambassade i Nairobi blev bombet i 1998, hvor mere end 200 blev dræbt, skriver Reuters.

Ifølge politiet er det endnu uklart, hvor mange gerningsmænd, der opholder sig i centeret. Øjenvidner på stedet siger, at der er mindst én kvinde blandt al-Shabaab-folkene, der angiveligt er bevæbnet med både AK-47-rifler og ammunitionsbælter.

Dagens Gossip