Gidsler har det bedre end frygtet

Men overfor Berlingske bekræfter SOK, at formålet med fregattens forlængede tilstedeværelse var at udnytte muligheden for at være til stede, når og hvis det lykkedes at købe gidslerne fri fra fangenskabet i Somalia. Knap fire uger senere er de frigivne søfolk på vej hjem.

»Lige nu sidder de i chefmessen og spiser aftensmad,« fortæller fregattens chef, kommandørkaptajn Carsten Fjord-Larsen.

Ifølge chefen har gidslerne det bedre end frygtet, selv om en af dem, Søren Lyngbjørn, »skal have en hånd til at komme rundt på skibet.«

På forhånd havde skibet udpeget et team bestående af doktoren, sygeplejersker og andet sundhedsfaglig personel til at koncentrere sig om gidslerne. Hvor og hvornår gidslerne skal videre mod deres hjem og familier, må Carsten Fjord-Larsen ikke fortælle, for gidslerne skal have mest muligt ro, herunder for den del af pressen, der kunne tænkes at forsøge at finde dem. I det hele taget er der en del, Carsten Fjord-Larsen ikke må fortælle. Det er således en hemmelighed, hvor længe skibet har kendt til den forestående frigivelse.

»Men vi kunne følge med på radaren, da droppet med penge til piraterne fandt sted,« fortæller skibschefen om den dag, der blev gidslernes sidste i fangenskab.

Fra havet fulgte skibet med i deres kraftige kikkert, da tre firhjulstrækkere dukkede op over en bakkekam på land på vej mod stranden, ligesom skibets helikopter var klar.

»Udfordringen for os var at være til stede uden at virke skræmmende på piraterne. Katastrofen havde været, hvis piraterne var kørt med gidslerne igen,« fortæller Carsten Fjord-Larsen.

Da bilerne var kørt igen, strøg fregattens kraftige gummibåd med holdet af frømænd ombord mod stranden og gennem brændingen for at sikre sig, at der virkelig var tale om de danske gidsler. Efter en kort vurdering af brændingens styrke besluttede frømændene, at det var sikrest at hente gidslerne ud til skibet med dets Lynx-helikopter. Den relativt lille helikopter har ikke tit seks passagerer ombord, men helikoptergruppen havde gjort plads til, at alle kunne mase sig sammen og flyve ud i et enkelt løft.

»Det var et helt unikt øjeblik, da de kom ud på helikopterdækket, med lettelse og glæde for os alle,« fortæller Carsten Fjord-Larsen.

Når de frigivne er sendt videre mod deres hjem, skal eksperter fra Danmark have et kig på »Iver Huitfeldts« propelregulering, som har behov for vedligeholdelse. Om det skal ske i Det indiske Ocean eller kan vente til, at skibet er hjemme, er endnu uklart. Men Carsten Fjord-Larsen forventer, at »Iver Huitfeldt« returnerer fra sin første deltagelse i NATOs antipirateri-mission mellem den 20. og 25. maj.

Dagens Gossip

Dagens TV