Gidslet fra Politigården afviser aftalt spil

Skrevet af admin

08/01/2014

Dagens topnyheder

Det var ikke tale om skuespil, da en indsat i Politigårdens Fængsel i København på en gårdtur tog en yngre medfange som gidsel.

Det forklarer medfangen onsdag i Københavns Byret, hvor den 35-årige AHL står tiltalt for det timelange gidseldrama 15. april sidste år.

- Jeg følte mig allerede utryg, da jeg kom ud i gården. Han virkede meget irriteret, men jeg prøvede at holde en facade, forklarer den pressede unge mand.

Tiltalte AHL har dagen igennem hævdet, at hele gidselsituationen var et setup, der havde til formål at råbe medierne op. På den måde ville han afsløre elendige forhold i det topsikrede fængsel på Politigården, som huser en række særligt farlige fanger.

Men det 22-årige vidne nægter, at det var aftalt spil. Han forklarer, at AHL indledningsvis stak ham en seddel, hvorpå der stod: "Jeg er frivillig i det her", og at han følte sig truet til at skrive under.

- Han siger, at hvis jeg skriver under, så vil der ikke ske noget, andet end at han måske vil prikke lidt i mig, siger han.

- Men hvorfor lader du ikke bare være, vil anklageren vide.

- Jeg tør ikke andet. Jeg har tidligere hørt ham sige, at han godt kunne tænke sig at skrælle huden af en mand med en kartoffelskræller. Og så er han større end mig, fortæller vidnet.

Anklageren køber heller ikke tiltaltes forklaring og kræver ham straffet med forvaring.

Under gidseltagningen brugte han et knivlignende våben, der var fremstillet af to tandbørster, som han havde smeltet sammen og spidset til.

- Han tager fat i mig og presser den ind mod min hals. Og så går vi over og trykker på kontaktknappen, og som sædvanligt går der lang tid, før fængselsbetjentene kommer, siger den 22-årige.

Da politiets forhandlere dukkede op, råbte den tiltalte ifølge vidnet, at han havde læst en lægebog, så han vidste, hvordan han skulle stikke medfangen, så han døde.

Den 35-årige er af hensyn til vidnet sendt ud af nævningesalen, mens vidnet svarer på spørgsmål.

- Jeg begyndte til psykolog efter den episode. Jeg vil bare gerne prøve at glemme det, siger han.

Afhøringen af den 22-årige fortsætter torsdag.

/ritzau/