Gidslet fra politigården er frigivet

Gidslet er nu frigivet, og gidseltageren er anholdt.

Det meddelte Københavns Politi lige omkring klokken 18 mandag aften. Gidseltagningen begyndte kort før klokken 14 mandag eftermiddag og varede altså omkring fire timer.

- Situationen er afsluttet, og ingen er kommet til skade, skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Gidseltageren overgav sig efter en længere forhandling med politiet, han vil nu blive afhørt om baggrunden for sin voldsomme handling.

- Nu er han anholdt, og vi skal have en snak med ham om baggrunden og motivet for det, han har gjort. Ud fra det må vi tage stilling til, om han skal fremstilles i grundlovsforhør, siger Københavns Politis talsmand, James Keiwe.

Den udramatiske afslutning kom ifølge politiet i stand, kort efter at gidseltagerens advokat, Finn Walther Petersen, var blevet inddraget i forhandlingerne.

- Det var en alvorlig sag, som blev løst på den for alle bedste måde. Nu overgår sagen til efterforskning, så hændelsesforløbet kan blive endeligt klarlagt, siger politiinspektør Jan Bjørn, Københavns Politi.

Efterfølgende vil politiet evaluere indsatsens forløb, bebuder han.

Gidseltagerens advokat, Finn Walther Petersen, oplyste bagefter til TV2 News, at gidselsituationen blev løst straks efter, at han fik kontakt med sin klient mandag hen under aften.

Ifølge advokaten var gidseltagningen ikke en rigtig gidseltagning, men "et råb om hjælp" eller et forsøg på at påkalde sig opmærksomhed på grund af utilfredshed med forholdene i fængselsafdelingen.

Angiveligt har manden et ønske om at komme i et exitprogram, og han er utilfreds med, at det ikke har været muligt for ham.

Gidslet, der er en medfange i 20'erne, slap fra det hele i god behold. Også han skal nu afhøres af politiet, oplyser James Keiwe.

Fængselsinspektør Peter Vesterheden ønskede ikke at oplyse noget om, hvilke krav og ønsker gidseltageren, der har siddet i Politigårdens fængsel i over tre måneder, har givet udtryk for under gidseltagningen.

Men fængselsinspektøren udtrykte efter løsningen af gidseltagningen tilfredshed med indsatsen fra politiets aktionsstyrke.

Det knivlignende våben, som fangen brugte til at true sit gidsel med, er ifølge fængselsinspektøren fremstillet i fængslet.

/ritzau/

Dagens Gossip