Giftgas-ofre flygter til Jordan

Omkring halvdelen af de syriske flygtninge, der i disse dage ankommer til den enorme Zaatari-lejr i Jordan, kommer fra Ghouta i udkanten af Damaskus, hvor et påstået giftgasangreb fandt sted i sidste uge, fortæller Red Barnet fra Jordan.

Angrebet, som ifølge den syriske opposition kostede over 1000 mennesker livet, har fået flere vestlige lande til at overveje en militæraktion.

To dage efter angrebet natten til 21. august begyndte de første mennesker fra Ghouta i det østlige Damaskus at krydse grænsen til Jordan og ankomme til Zaatari-lejren, hvor Red Barnet arbejder sammen med andre organisationer.

- Der er stadig en spændt stemning i lejren. Folk er bange for, hvad der kommer til at ske de næste par dage, beretter Hedinn Halldorsson, Red Barnets nødhjælpsansvarlige, i en pressemeddelelse.

- Familierne er tynget af deres traumatiske oplevelser, frustration over den nuværende situation og frygt for fremtiden. Børnene har set og oplevet ting, som er svære at glemme, og de har brug for hjælp til at forstå deres situation, siger han.

Red Barnet fortæller samtidig om en kraftig nedgang i antallet af nye flygtninge, der ankommer til Zaatari-lejren.

Det er blandt andet sket på grund af de hårde kampe, der finder sted i det sydlige Syrien - og betyder, at mange flygtninge nu er fanget under deres flugt.

For nogle måneder siden krydsede mellem 1000 og 2000 mennesker grænsen hver eneste dag. Nu er tallet - ifølge Red Barnet - mellem 50 og 150 om dagen. Torsdag krydsede 196 mennesker grænsen til Jordan, og onsdag var tallet 103.

- Det er dybt bekymrende, at der stadig er mange familier inde i Syrien, som flygter for deres liv, men som møder så store forhindringer undervejs, at de ikke kan nå grænsen, siger Hedinn Halldorsson.

Zaatari-lejren, hvor flygtningene fra Ghouta er endt, er den næststørste flygtningelejr i verden og ligger bare få kilometer syd for Jordans grænse til Syrien. Den er hjem for 130.000 mennesker og fik forleden besøg af kronprinsesse Mary.

/ritzau/

Dagens Gossip