Giftig svensk laks er solgt i Danmark

»Jeg er ked af, at de ansvarlige i disse selskaber, som er professionelle i forhold til salg af fisk, har gjort det her. Det har helt givet udsat forbrugerne i andre lande for sundhedsfare,« siger Pontus Elvingsson, statsinspektør hos de svenske fødevaremyndighederne, ifølge svt.se.

Han mener, at Sveriges ulovlige eksport af laks fuldt ud kan sammenlignes med skandalen om hestekød. Faktisk kan den vise sig at være værre, da den har langt større sundhedsmæssige konsekvenser, lyder det.

»Det her er i samme størrelsesorden. Man har vildledt folk til at tro, at et produkt er noget, det ikke er. Forskellen på hestekødsskandalen og det her er bare, at de giftige fisk har langsigtede virkninger på menneskers sundhed. Det er alvorligt,« siger Pontus Elvingsson til svt.se.

I TV-dokumentaren kan man se, at mindst tre grossister alene har eksporteret i alt cirka 150 ton østersølaks. Det viser en gennemgang af fakturaer fra 2011 og 2012. Især Frankrig har været ivrige købere af det, de troede var en sund madvare fra Sverige.

Foruden Frankrig har især Danmark også importeret østersølaks, og en tidligere medarbejder hos Blekingefiskarnas Centralforening afslører, at man hele tiden var klar over, at man solgte ulovlige fisk.

»Man kan ikke sælge laks i Sverige. Så det var den eneste mulighed, vi havde, og Frankrig var det eneste land, der ønskede at købe, bortset fra Danmark,« siger Per Ahlgren ifølge svt.se.

En del af de importerede laks er formodentlig blevet spredt til andre lande via Frankrig og Danmark, og to grossister i Sverige er foreløbigt blevet anmeldt for den vidtrækkende skandale.

EU-reglerne for, hvor meget dioxin en fisk må indeholde, har eksisteret siden 2002, fordi stoffet blandt andet menes at være kræftfremkaldende.

Dagens Gossip

Dagens TV