Giftige dampe tog livet af to mænd på fiskekutter

To mænd døde sent mandag aften i en arbejdsulykke på en fiskekutter i Strandby Havn i Nordjylland.

En tredje person er indlagt og i livsfare. Mandag morgen ligger personen fortsat i respirator, oplyser Nordjyllands Politi.

De to omkomne er begge fra lokalområdet. Der er tale om fiskefartøjets 58-årige skipper og en 21-årig nevø.

- De er tilsyneladende omkommet som følge af svovlbrinte-forgiftning, siger Carsten Kjær, vagtchef ved Nordjyllands Politi.

Det var en chauffør, som mandag aften kom for at afhente fangsten fra fiskerifartøjet, der opdagede de to mænd ligge livløse blandt fangsten af brisling i skibets lastrum.

Fiskefartøjets tredje besætningsmedlem, en 24-årig mand, hoppede derefter ned i lastrummet for at redde sin kolleger. Men han mistede omgående bevidstheden på grund af de farlige dampe.

Derefter slog chaufføren alarm. Der blev sendt ambulancer, redningshelikopter og politi til havnen, der ligger nord for Frederikshavn.

Redningsfolk fik hevet de tre mænd op fra lastrummet. To af dem trak ikke vejret og blev erklæret døde klokken 23.15. Den tredje person blev med ambulance kørt til sygehuset i Aalborg, oplyste politiet.

Arbejdstilsynet skal fastslå årsagen til tragedien.

/ritzau/

Dagens Gossip