Giga-byggeri på vej: Egypten vil have endnu en Suez-kanal

Skrevet af admin

05/08/2014

Dagens topnyheder

Egypten planlægger at bygge en ny kanal, som skal løbe parallelt med den nuværende Suezkanal, der har 145 år på bagen.

Det oplyser direktøren for kanalmyndighederne, Mohab Mamish, som tirsdag offentliggjorde nyheden under en konference i havnebyen Ismailia.

- Dette gigantprojekt omfatter en 72 kilometer lang kanal, som skal løbe side om side med den nuværende Suezkanal, sagde han i en tale, der blev transmitteret på nationalt tv.

Projektet ventes at komme til at koste fire milliarder dollar (22 milliarder kroner), oplyser han. Men den nuværende kanal er en god forretning for Egypten, der tjener omkring fem milliarder dollar (28 milliarder kroner) om året på skibstrafikken mellem Europa og Asien.

Den nye kanal skal ifølge myndighederne graves for at øge trafikken endnu mere, så der bliver plads til flere end de 15.000 fragtskibe, der årligt sejler igennem kanalen.

Dermed er der også udsigt til endnu flere indtægter i den slunkne egyptiske statskasse, der har lidt under manglende turistindtægter siden opstanden i landet i 2011.

Projektet indebærer, at der graves en ny strækning på 35 kilometer. Derudover udvides en strækning på 37 kilometer af den gamle kanal både i bredden og i dybden.

Den gamle Suezkanal, som løber fra Middelhavet til Det Røde Hav, blev færdigbygget i 1869 efter en byggeproces, der varede over 10 år. Før kanalen kunne en tur med skib fra Europa til Asien være flere måneder længere.

Egyptens præsident Abdel Fattah al-Sisi oplyser, at op mod 20 forskellige egyptiske firmaer skal være med til at bygge den nye kanal.

I forbindelse med den nye kanal planlægges det også at opføre et internationalt industri- og logistikcenter i området.

/ritzau/Reuters.