Gigantisk sensation i Danmarks VM-gruppe

Fredag aften valgte det armenske hold at blamere sig i en sådan grad, at Olsen får ualmindeligt svært ved at få danskerne til at lytte til selv de mest højtråbende advarsler om armenernes kvaliteter. 

Armenien, anført af Shakhtar Donetsk-stjernen Henrikh Mkhitaryan, tabte hjemme i Jerevan med 0-1 til prügelknaben i Danmarks pulje, den lille østat Malta.

Inden fredagens kamp havde Malta ikke indsamlet ét eneste point i denne VM-kvalifikationsturnering. Nu er en af Europas mindste nationer på tavlen med tre point. Præcis lige så mange, som Armenien har.

Maltesisk fodbolds største navn, angriberen Michael Mifsud, stod for den enlige scoring, da han allerede efter otte minutters spil nettede efter et kontraangreb. Armenien pressede voldsomt på i resten af opgøret, men den maltesiske målmand, hvis navn lugter lidt af ung popstjerne, Justin Haber, stod i vejen for det hele. 

Med det sensationelle nederlag er Armenien, der havde de to tidligere Randers-spillere Yura Movsisyan og Robert Arzumanyan med i den maltesiske fadæse, nu helt uden chance for at nå den play off-udløsende andenplads i Danmarks gruppe. Det gør alt andet lige tirsdagens kamp en smule mere overskuelig set med rød/hvide briller og klaphat.   

Dagens Gossip