Gigantunderskud i Blackberry

Helt som ventet kom den pressede, canadiske mobilproducent Blackberry ud med et gigantisk underskud på 5,3 milliarder kroner.

Det viser regnskabet, som blev offentliggjort fredag eftermiddag. Blackberry havde allerede advaret om et underskud i den størrelse i forbindelse med den fyringsrunde, der blev annonceret for to uger siden. Her skal 4.500 - eller mere end en tredjedel af alle - ansatte fyres.

Underskuddet endte på 965 millioner dollars eller 5,32 milliarder kroner som følge af et dårligt salg af selskabets mobiltelefoner. Toptelefonen Z10, som kom i begyndelsen af året, har ikke solgt nær så godt som håbet, og det har presset Blackberry yderligere. Selskabet er nu sat til salg, og investeringsfonden Fairfax Financial, som er hovedaktionær i Blackberry, har budt 4,7 milliarder dollars. Det er mindre, end hvad Microsoft i begyndelsen af september bød for finske Nokia, og den pris var i forvejen lav, syntes analytikerne.

Fairfax forhandler nu de kommende uger med Blackberry, som i den tid har mulighed for at afsøge markedet for andre tilbud.

Blackberry omsatte i 2. kvartal for 1,6 milliarder dollars mod 2,9 milliarder dollars i samme periode sidste år.

Dagens Gossip