Gik nedtrykt fra familiens sommerhus: Hvor er Martin?

- Det ligner ham ikke. Vi har to drenge, som han forguder, siger Mette Enemark til Dagens.dk.

Familien var netop ankommet til sommerhuset i Ørsted på Djursland lørdag. Søndag aften da deres to drenge på et og to et halvt år var lagt i seng, kom parret op at skændes. Omkring kl. 21 gik Martin med beskeden om, at han ikke ønskede at leve mere.

- Et kvarter senere kom der en sms om, at jeg måtte have et godt liv, og at jeg måtte passe godt på drengene, fortæller Mette Enemark.

Hun troede blot, at han skulle dampe af, men kl. 22.20 blev hun bekymret og ringede efter politiet, der gav sig til at lede efter ham i området.

Martin havde drukket halvanden liter rødvin og var kun iført boxershorts og en t-shirt. T-shirten fandt man i et skovområde i nærheden, og hans boksershorts blev fundet halvanden time senere på stranden i vandkanten.

Følg Dagens.dk på Facebook - gratis nyheder hver dag

Kl. 1 blev der sendt en helikopter i luften, og både med ekkolod ledte efter Martin. Eftersøgningen holdt pause i et par timer fra kl. 5.30. Mandag ledte politiet igen efter Martin i sommerhuse og både i området - stadig uden resultat.

Politiet leder nu ikke længere aktivt efter Martin, da der ikke er flere spor at gå efter.

En nabo hentede børnene, mens Mette Enemark først tog hjem til Hejnsvig ved Billund i aftes.

- Jeg prøver at få en normal hverdag til at hænge sammen for børnene, men det kan man sgu ikke rigtig. Den store kan godt fornemme noget og spørger 'hvor er far henne' 20-30 gange om dagen. Pt lyder svaret, at han er på ferie, siger Mette Enemark.

Hun ved, at det mest sandsynlige er, at han ligger i vandet et sted.

- Men jeg håber, at han sidder i et sommerhus og har det rigtig dårligt med, hvad han har sat i gang, siger hun.

Parret har været sammen i 11 år, heraf otte et halvt år som mand og kone. Mette Enemark siger, at hun vil opsøge en psykolog, der kan hjælpe hende med at håndtere den svære situation og give hende nogle værktøjer til, hvordan hun skal gribe det an i forhold til sine sønner.

Martin Enemark er 30 år, 185 centimeter høj, vejer 92 kilo og er normal af bygning. På den ene overarm har han en stor tribal-tatovering.

Ser man Martin, eller kan man hjælpe politiet på sporet af ham, kan man ringe til telefon 114.

Dagens Gossip

Dagens TV