Gik over for rødt - ramt af bil ved dansekro

Flere personer overværede midt på natten et voldsomt uheld på Roskildevej foran Damhuskroen i Rødovre.

To polakker blev ramt af en personbil, da de ignorerede eller overså et rødt lys i fodgængerfeltet tæt på det populære dansested.

- Den ene bliver strejfet af bilen og brækker begge ben. Den anden bliver kastet op mod forruden og kommer alvorligt til skade. Vi var overbevist om, at han ville dø af sine kvæstelser, siger Per Hansen, vagtchef ved Vestegnens Politi.

Begge mænd er indlagt på Rigshospitalet. Den svært kvæstede er nu uden for livsfare.

Den 21-årige fører af bilen var hverken spirituspåvirket eller kørte for hurtigt, ifølge de foreløbige oplysninger.

- Vi formoder, at de to kvæstede var berusede, da de spadserede over for rødt lys. Bilisten havde ingen chance for at undgå sammenstødet, og vi har ingen grund til at tro, at han var påvirket, siger vagtchefen.

Bilisten kørte i retning mod Glostrup, da ulykken indtraf.

- Den værst tilskadekomne har brækket flere lemmer og nakkehvirvler. Desuden er der også sket skader på hans nyrer, fortæller vagtchefen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV