Gitte Lillelund Bech stopper i politik

»Jeg har altid vidst og gjort klart for alle, at jeg ikke ville være politiker hele mit liv. Derfor er tiden nu kommet til at prøve noget nyt, hvor jeg kan gøre brug af de erfaringer og den viden om det politiske system, jeg har opbygget gennem de mange år, jeg har været på Christiansborg og på Slotsholmen. Det kan jeg i allerhøjeste grad i mit kommende job som Public Affairs Manager hos Advice,« siger Gitte Lillelund Bech, som allerede sidste år meddelte hun, at hun ikke ville være på listen over kandidater ved næste Folketingsvalg.

»Jeg har været Folketingsmedlem siden 1999. Jeg har haft det privilegium at være en del af en regering, hvor jeg var Danmarks første kvindelige forsvarsminister. Det har været meget spændende og meget lærerigt. Og jeg er dybt taknemmelig over, at jeg har fået muligheden for at opleve og påvirke den politiske proces på allernærmeste hånd,« siger Lillelund Bech, der blev udnævnt forsvarsminister i februar 2010.

Lillelund Bech er nuværende grønlandsordfører, og Jakob Engel-Schmidt, som er Venstres førstesuppleant i Københavns Omegns Storkreds, indtræder i Venstres folketingsgruppe i hendes sted.

Den tidligere forsvarsminister tiltræder sin nye stilling 15. august 2013 og stopper derfor i Folketinget med det samme.

Dagens Gossip

Dagens TV