Gitte Nielsen: Jeg er blevet en god lytter

Skrevet af admin

19/08/2015

Dagens topnyheder

Hun blev kendt for sine lange modelben og stjal rampelyset for blandt andet sit forhold til skuespilleren Sylvester Stallone og sit massive alkoholmisbrug.

52-årige Gitte Nielsen er vant til at være i centrum, men til efteråret indtager hun pladsen på sidelinjen, når hun skal stå være vært for det nye talkshow "Gitte Talks".

Det er dog langt fra første gang, at den høje, blonde dansker får tilbuddet om at blive talkshow-vært, fortæller hun, da Ritzau Fokus møder hende i forbindelse med, at optagelserne til showet netop er færdige. Men det er først nu, at timingen er rigtig.

- Jeg tror, det har noget at gøre med, at jeg er blevet voksen og har nået en alder, hvor jeg ved, hvad man skal tale om, specielt i det her talkshow hvor vi snakker om nogle fantastiske emner, som har med livet at gøre, siger hun og fortsætter:

- Det kan man ikke byde en værtinde, der er 22 år, og som ikke har levet livet endnu. Man skal have prøvet nogle ting, hvis man gerne vil involvere sig selv med gæsterne på den måde, som vi har ønsket at gøre, forklarer den tidligere model. 

Med fire ægteskaber bag sig, fire sønner, et offentligt kendt alkoholmisbrug og årene med glamour og glitter i Hollywood har Gitte Nielsen indsamlet en god portion livserfaring, og ungdommens vildskab er ved at lægge sig, fortæller hun.

- Jeg siger altid, at jeg har taget mange chancer. Jeg hoppede altid i swimmingpoolen, men jeg nåede ikke altid lige at få tjekket, om der var vand i først, griner hun.

Men livserfaringen skal også bruges til at skabe tillid til gæsterne i showet, og den langbenede dansker er ikke bange for at dele ud af sine personlige erfaringer, hvis gæsterne i sofaen føler sig beklemte.

- Det er ikke, fordi jeg har lyst til at dele ud af alle mine personlige historier, men det er den eneste måde, at jeg kan byde mine gæster respekt. Jeg fortæller dem, at de ikke er alene, forklarer Gitte Nielsen og understreger, at showet ikke handler om hende, og at hun for en gangs skyld skal lytte i stedet for at fortælle.

Og selvom hun i sine unge dage måske havde lidt for meget fart på til virkelig at lytte efter, så er modellen kommet efter det, fortæller hun.

- Jeg er blevet til en god lytter. Men det har også noget at gøre med, at jeg nu har det godt, siger Gitte Nielsen.

"Gitte Talks" får premiere på Kanal 4 til efteråret.

/ritzau/FOKUS