Giv din hud et frikvarter fra unødig kemi

De mange fester i december er for de fleste kvinder lig med et øget forbrug af makeup og parfume, der sammen med frost og kulde sætter kvindernes hud under pres. Parfumen sprøjtes ofte direkte på huden, og mange sover med makeuppen på. Videoguiden giver dig 5 tips til at hjælpe din hud godt igennem julens mange fester og holde den sund og smuk uden unødig kemi.

”Det er blevet koldt, hvilket i sig selv tørrer huden ud. Der er meget festivitas. Der kommer meget makeup på. Alt sammen noget, der belaster huden”, forklarer hudlæge, cand.scient, ph.d., Uffe Koppelhus.

Kvinderne bruger lang tid på at lægge makeup til julefrokoster og nytårsfester, men det kniber med at bruge den nødvendige tid på at fjerne makeuppen og pleje huden bagefter. Det viser en analyse foretaget af YouGov for Derma, der afslører, at de danske kvinders hudvaner ikke altid er lige sunde. Den viser, at 79 % af de danske kvinder går op i at have en sund hud bl.a. ved at bruge svanemærkede og allergivenlige produkter. Faktisk svarer kvinderne, at dette er vigtigere for dem end udseendet. Men trods det viser analysen også, at størstedelen af landets kvinder har vaner, der ikke er gode for huden.

Men der er håb om at få en sund hud, hvis man følger eksperternes fem råd til en sund hud:

1. Rens din hud HVER aften – ligegyldigt hvor sent det bliver. Bruger du svane- og astma-allergimærkede produkter, skåner du huden for unødig kemi.

2. Sov aldrig med makeup og/eller mascara. Makeup og mascara er fyldt med farvestoffer og parfume, så lad huden ”holde fri” om natten.

3. Elsker du din parfume – så sprøjt den i håret og på tøjet, og undlad direkte kontakt med huden.

4. Glem alt om deodorant og parfume til natten (fx efter aftenbadet). Din hud fortjener en nat uden kemi.

5. Brug kun kosmetik og cremer med solfilter, når du skal ud i solen. Solfiltre er unødvendige i efterårets- og vinterens dagcreme.

Dagens Gossip