Givskud Zoo åbner ny sæson i påsken

Lørdag den 23. marts slår Givskud Zoo dørene op til en ny sæson. Åbningen falder sammen med påsken, og derfor er der masser af påskeaktiviteter i parken.

- Finder man påskeløven, der har gemt sig et rigtigt godt sted, deltager man i konkurrencen om et rejsegavekort på 5.000 kroner. Er man ikke til løvejagt, kan man hygge sig med at male sit eget påskeæg, eller blive malet som en løve i ansigtet, fortæller direktør Richard Østerballe.

Hele påsken fra lørdag den 23. marts til og med mandag den 1. april er der ikke kun påskeaktiviteter i Givskud Zoo. Det er også muligt at komme ”Bag kulisserne i zoo”. Gæsterne kan grave æbler ned til elefanterne og hjælpe med at muge ud i deres anlæg, eller blot kigge inden for i elefanternes stald. Der er desuden hver dag åbent i både løvestalden og næsehornsstalden.

- Og så er der naturligvis åbent i hele parken, så man kan tage bilen på en tidlig forårssafari. Det er nemlig første gang nogensinde, at vi åbner for safariruten så tidligt på året, siger Richard Østerballe.

Han foreslår også, at påskens gæster husker et besøg hos gorillaerne:

- Her kan man se de to små gorillaunger, hvoraf den ene blot er halvanden måned gammel. Eller besøge kamelerne og se de tre nye føl, som er født i slutningen af februar. Vi glæder os rigtig meget til at byde gæsterne velkommen til en ny spændende sæson, slutter Richard Østerballe.

Dagens Gossip