Givtig nordjysk sprit-razzia gennemført

En spritkontrol gennemført af færdselspolitiet i Nordjylland førte til, at 68 personer nu sigtes for spiritus- eller promillekørsel, fortæller DR P4 Nordjylland.

Razziaen har stået på i fem dage og sluttede i morges på Limfjordsbroen, hvor en række bilister blev standset og kontrolleret.

Færdselspolitiet valgte at gennemføre spritrazziaen i de samme dage, som det store motorcykeltræf "Træf på Toppen" i Skagen har fundet sted. Træffet slutter i dag, skriver radiostationen på sin hjemmeside.

Ud over de 68, der blev stoppet, bliver også en 27-årig mand sigtet for spiritus- eller promillekørsel, efter at han i nat kørte i grøften og rullede rundt med sin bil.

Solouheldet skete på Nibevej ved Støvring omkring k. 01.30.

Ifølge vagtchef Poul Badsberg fra Nordjyllands Politi gik den 27-årige fra køretøjet, og han var nået fem kilometer væk fra uheldsstedet, da han søgte hjælp hos nogle borgere på en adresse. De ringede til politiet, da den uheldige mand var tydeligt beruset, siger vagtchefen til DR P4 Nordjylland.

Den 27-årige er fra lokalområdet. Han havde slået ryggen ved uheldet, men ifølge politiet ikke alvorligt.

Blodprøver viste efterfølgende, at manden havde været beruset.

 

Dagens Gossip

Dagens TV