Gjerskov skærper indsats mod antibiotika til svin

Fødevareminister Mette Gjerskov (S) er bekymret for en øget risiko for resistens og vil derfor stramme op over for de landmænd, der har størst forbrug.

»Det er problematisk, at forbruget af antibiotika stiger igen, for dermed stiger også risikoen for udviklingen af resistente bakterier. Der er faktisk 25.000 mennesker i Europa, der dør hvert år, fordi de ikke kan blive behandlet på grund af en resistent bakterie. Det er virkelig et problem, og derfor skal antibiotikaforbruget ned,« siger Mette Gjerskov til Berlingske Nyhedsbureau.

Fra 2011 til 2012 oplevede landbruget ifølge DR Nyheder en stigning i forbruget af antibiotika på 10,5 procent, mens der fra 2010 til 2011 var et fald på 20 procent. Faldet var blandt andet et resultat af den såkaldte gult kort-ordning, hvor landmænd, der bruger for meget antibiotika, får påbud og skærpet kontrol.

»Det fik jo rent faktisk forbruget til at falde, så erfaringerne viser jo, at vi godt kan få reduceret i forbruget, og fra politisk side er vi derfor nødt til at øge fokus på de enkelte stalde, hvor der bliver brugt uforholdsmæssigt meget antibiotika,« siger Mette Gjerskov.

»Vi skal med hjælp fra dyrlæger og lignende have fundet ud af, om der er nogle særlige sygdomme, dårlige ventilationsanlæg eller noget helt tredje, der gør, at den enkelte landmand bruger meget antibiotika. Vi skal være til stede i de enkelte besætninger, så vi kan få reduceret det her forbrug,« siger fødevareministeren, som allerede torsdag skal mødes med partierne bag den seneste veterinæraftale for at drøfte yderligere stramninger på området.

»Der er brug for en differentieret indsats, og jeg vil foreslå forligspartierne, at vi strammer gult kort-ordningen, så vi kan skærpe kontrollen på de enkelte bedrifter, som har et højt forbrug. Vi skal have fundet ud af, om dyrene får antibiotika for de rigtige sygdomme,« siger hun.

Dermed tyder det på, at ministeren vil trodse Danske Svineproducenter, som maner til besindighed i forbindelse med de nye tal.

»Jeg vil håbe, at politikerne vil holde tingene lidt i ro. Flere restriktioner er ikke vejen frem,« siger Henrik Mortensen, formand for Danske Svineproducenter.

Dagens Gossip

Dagens TV