Glad for Gehrt Ex-BIF’er hitter i Holland

Her har han omgående slået til med to mål, masser af spilletid og etableret sig som holdets 10’er. Senest var Mathias Gehrt på pletten med et drømmehug i hjemmesejren på 2-1 over Vitesse.

- Det er sjældent at se en spiller falde til så hurtigt. Det er på ganske få uger, at han er blevet en nøglespiller. Han var afgørende med et smukt mål tirsdag mod Vitesse, som altså er et af de hold i Holland, der kan vinde ligaen, siger ADO’s træner Maurice Steijn.

- Han er jo en spiller med en masse energi, som vi kan bruge som den typiske 10’er eller på kanterne, hvor han kan trække ind i banen, siger hollænderen.

Bliver en profil

ADO Den Haag har efter en sløj start på sæsonen igen kontakt til holdene på den anden side af nedrykningsstregen, men Maurice Steijn forklarer, at målsætningen er overlevelse og i bedste fald en placering midt i feltet.

I en liga hvor storholdene Ajax, PSV og AZ dominerer har ADO status som en talentfabrik som større fisk holder øje med.

- Mathias er ung og har stadig ting at lære, men jeg er helt sikker på, at han bliver en profil i ligaen. Han er noget af et fund for os, siger Maurice Steijn og tilføjer:

- Hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg faktisk overrasket over, at vi fik fat i ham. Jeg så ham spille nogle gange i Danmark og tænkte, at Brøndby helt sikkert ville forlænge med ham, eller at han bare ville blive svær at få fat i. Derfor kom det meget bag på mig, at Brøndby var så villig til at slippe ham. Det er vores held, og det skal Brøndby have tak for.

Mathias Gehrt kan få dansk selskab i klubben, for danskeren har åbnet døre for landsmænd.

- Vi ser tit, at østeuropæere har svært ved at falde til og lære sproget. Det er noget helt andet med danskere som Mathias. Han lærer hurtigt sproget og er allerede kulturelt akklimatiseret, så jeg vil helt sikkert se til Danmark igen efter nye spillere, hvis vi får behov for det.

Mathias Gehrt har skrevet en aftale af to års varighed med option på yderligere to år med ADO.

Dagens Gossip