Glad Hamrén så modige svenskere i Wien

Skrevet af admin

09/09/2014

Dagens topnyheder

Sidste år blev Sverige kørt over i en VM-kvalifikationskamp mod Østrig i Wien, og mandag aften var den blågule defensiv flere gange ved at bryde sammen, da de to lande på ny stod over for hinanden i den østrigske hovedstad.

Det så sløjt ud, da Østrigs David Alaba efter syv minutters spil bragte hjemmeholdet foran på straffespark, men denne gang kom svenskerne tilbage i kampen og fik et brugbart 1-1-resultat med hjem fra den første kamp i kvalifikationen til EM i Frankrig.

Landstræner Erik Hamrén er meget tilfreds med, at hans spillere modstod det østrigske stormvejr.

- Jeg har talt meget om vinderindstillingen. Vi har mange gange vist moral og at vi ikke lægger os ned, og det viste vi igen efter deres straffesparksmål, siger Hamrén til nyhedsbureauet TT.

Det var Erkan Zengin, der bragte svenskerne på 1-1 kort efter det østrigske føringsmål, og det lykkedes altså de blågule at hold stand mod en af de formodet værste rivaler til en plads mellem de to bedste i puljen.

- Vi mødte et stærkt hjemmehold, og vi lagde en taktik, der skulle skabe sikkerhed bagude. I første halvleg lavede vi mange fejl. Vi tabte bolden for tit. Mange spillere kunne ikke holde fast i den, og det må vi blive bedre til, fastslår Erik Hamrén.

- Men man kan have verdens bedste teknik, hvis man ikke viser mod og hjerte, hjælper det intet. Og som helhed er jeg vældig tilfreds, siger den tidligere AaB-mestertræner.

Han havde FCK-spillerne Mikael Antonsson og Pierre Bengtsson med i sin startopstilling, mens Brøndbys Johan Elmander blev indskiftet i anden halvleg.

Antonsson efterlyser en forbedret svensk offensiv, når gruppefavoritten Rusland kommer til Stockholm 9. oktober.

- Vi skal have bolden noget mere, og vi skal spille mere offensivt, hvis vi skal slå Rusland. Som midterforsvarer ved jeg, at de har nogle dygtige angribere, og dem skal vi have styr på. Vi håber, at vi kan løfte vores spil en tand, siger Antonsson ifølge TT.

/ritzau/