Glad Li Na efter australsk triumf: Endelig

Skrevet af admin

25/01/2014

Mest læste i dag

Efter to tabte finaler i Melbourne lykkedes det lørdag formiddag dansk tid endelig kineseren Li Na at nå helt til tops i grand slam-turneringen Australian Open.

31-årige Li Na besejrede den slovakiske outsider Dominika Cibulkova med 7-6 og 6-0 i en kamp, der kun i første sæt var spændende.

- Endelig kom jeg så langt. Mine to tidligere finaler var meget tætte, siger en glad Li Na ifølge nyhedsbureauet dpa.

I 2011 tabte hun i tre sæt til belgieren Kim Clijsters, og det samme var tilfældet sidste år mod Victoria Azarenka.

Men da hun først havde taget første sæt mod Cibulkova, var sagen klar. Den undertippede slovak tabte fuldstændig modet, og Li Na fik en let vej til karrierens anden grand slam-sejr.

- Det her en min yndlings-grand slam. Jeg kan ikke vente, til jeg skal tilbage hertil, siger Li Na.

Dominika Cibulkova, der er den første slovakiske kvindespiller, der er nået frem til en grand slam-finale, kneb en tåre efter nederlaget.

- Det har været de to bedste uger i mit liv. Jeg tror, jeg begynder at græde. Dette betyder så meget for mit land, og jeg er lykkelig for, at jeg kunne gøre være her for Slovakiet, siger Dominika Cibulkova.

/ritzau/