Glad minister: De unge har valgt studie med hjernen

Skrevet af admin

06/07/2016

Dagens topnyheder

Udsigten til at blive lærer eller ingeniør hitter særlig meget hos de kommende studerende i år. Det viser en opgørelse over søgningen på de videregående uddannelser.

Generelt har der været en stor stigning på de tekniske uddannelser, oplyser Uddannelses- og Forskningsministeriet.

- Jeg er glad for, at det ser ud til, at de unge har valgt uddannelse der, hvor der er gode jobmuligheder, siger uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs (V).

- Jeg er optaget af, at vi får skabt en bedre balance mellem uddannelse og job, og det tegner godt, når vi ser på ansøgerfeltet. Stigningen er størst hos flere af de uddannelser, vi har haft fokus på.

Blandt de uddannelser, der har oplevet en stigning i interessen, finder man blandt andet ingeniøruddannelserne.

11 procent flere vil være civilingeniører i 2016 sammenlignet med sidste år, og 10 procent flere vil være diplomingeniør.

Også på landets lærerseminarier kan man glæde sig over et markant større ansøgerfelt i år. Her oplever man en samlet stigning på 16 procent.

Og generelt er uddannelsesministeren tilfreds med, at mange unge har truffet et fornuftigt uddannelsesvalg.

- Jeg synes årets søgning vidner om, at rigtig mange unge har valgt studie både med hjerte og hjerne, siger hun.

Alle ansøgere får svar på deres ansøgning 30. juli.

Selv om Ulla Tørnæs er tilfreds med spredningen af ansøgere, vil hun ikke spå om, hvor mange der får et afslag.

- Det kan jeg ikke sige noget om, men vi ved, at flere har søgt ind, der hvor der har været ledige pladser efter optag, så det kan vi da håbe på.

/ritzau/