Glad regentpar: Vores kunst spiller også sammen

Skrevet af admin

11/10/2013

Mest læste i dag

Det var glæde, fascination og en smule overraskelse, der fyldte dronning Margrethe og prins Henrik, da de fredag fik en rundvisning på kunstmuseet Aros.

Det store aarhusianske kunstmuseum åbner lørdag en udstilling med mere end 150 af regentparrets værker, og det er første gang, de stiller deres kunst op ved siden af hinanden.

- Det har været meget spændende at se udstillingen. Jeg har været med til at planlægge, men at se den fuldt færdigt er virkelig lidt af en oplevelse, siger dronning Margrethe.

Regentparret blev vist rundt af museets afgående museumsinspektør, Jens Erik Sørensen, der har arbejdet med dronningen og prinsen det seneste halvandet år for at udfærdige udstillingen.

Den er bygget op omkring 10 rum, hvor parrets værker får lov til at spejle sig i hinanden omkring forskellige temaer.

Selvom der er store forskelle mellem deres udtryksformer, så er der også store ligheder.

- Jeg er meget glad for at se en del af vores produktion sammen, fordi jeg aldrig har set dronningens malerier eller tegninger sammen med en eller to af mine skulpturer, hvor de spiller en rolle sammen, kun fordi de er sammen.

- Det er et spil mellem to kunstnere, hvis vi kan kalde os det, der er spændende for os, fordi vi pludselig ser, hvad vi har produceret sammen, men hver for sig, siger prins Henrik.

Mens dronningen har vist sin kunst frem offentligt siden slutningen af 1980'erne, er det kun i de seneste år, at prinsen har lavet skulpturer, der er blevet vist offentligt frem.

De har dog begge været kreative i store dele af deres liv, selvom de ikke rigtigt vidste, hvad hinanden gik og lavede rent kunstnerisk i de tidlige år.

Udstillingen løber frem til slutningen af februar næste år.

/ritzau/