Glad Schöne: Fortjent sejr over Barcelona

Skrevet af admin

27/11/2013

Dagens topnyheder

Ajax sørgede med en 2-1-sejr tirsdag for, at FC Barcelona blev noteret for sit første nederlag i årets Champions League, og spørger man danske Lasse Schöne, så var det helt fortjent.

- Vi har slået det bedste fodboldhold gennem de seneste år. Vi kan være stolte af vores første halvleg. Det er vores egen fortjeneste. Vi pressede dem og lavede nogle gode mål, og det var fortjent, siger Ajax-spilleren til TV3+.

De hollandske mestre pressede i første halvleg spanierne langt tilbage på banen og var foran 2-0 ved pausen. Et rødt kort til Ajax og et efterfølgende straffespark til gæsterne fra FC Barcelona vendte dog kampen på hovedet, men danskerklubben holdt stand.

- At slå Barcelona går ud over min vildeste fantasi. Men vi troede på det, og det var rigtig flot, siger Viktor Fischer, som spillede hele kampen, til TV3+.

Der var dog en anelse malurt i bægeret, da en anden af klubbens danskere, Nicolai Boilesen, efter en halv times spil måtte udgå med en skade.

Lasse Schöne har endnu ikke hørt, hvor slemt det står til for den skadesplagede venstre back.

- Jeg kan ikke sige, hvor han står nu. Vi håber på det bedste og er overbeviste om, at det ikke er noget slemt, siger Lasse Schöne.

Ajax ligger på tredjepladsen i Champions Leagues gruppe H, men kan med en sejr over AC Milan i sidste kamp rykke op på andenpladsen og sikre sig videre avancement i turneringen.

/ritzau/