Gladbach må undvære anføreren resten af sæsonen

Skrevet af admin

27/04/2015

Mest læste i dag

Den tyske fodboldklub Borussia Mönchengladbach må undvære sin anfører Martin Stranzl til de sidste fire spillerunder i Bundesligaen.

Østrigeren har været væk i hele april, men har kæmpet hårdt for at komme tilbage. Det må han nu opgive, og det er en trist besked til klubben, som lige nu er nummer tre i Bundesligaen og kæmper for bronze og direkte adgang til Champions League.

- Jeg har lavet individuel træning den seneste uges tid, men jeg har været nødt til at stoppe det, fordi knæet reagerer på anstrengelsen, siger Stranzl i en pressemeddelelse.

Med fire spillerunder tilbage i Bundesligaen, har Borussia Mönchengladbach på tredjepladsen fire point op til Wolfsburg, som er nummer to og to point ned til Bayer Leverkusen på fjerdepladsen.

De tre bedste i Bundesligaen er sikret direkte deltagelse i Champions Leagues gruppespil, mens nummer fire skal spille kvalifikationskampe. Gladbach har aldrig tidligere været i gruppespillet.

/ritzau/