Glade beboere flytter tilbage efter storbrand - se billeder fra før og nu

Skrevet af Elo Christoffersen

02/05/2013

Dagens topnyheder

Den 2. september gik der ild i etageejendommen på A D Burcharths Vej i Kolding. En brand, der hurtigt viste sig at være større end nogen havde troet på. Branden raserede nemlig hele ejendommen og var først slukket efter fire dage.

I disse dage vender familierne i to af opgangene tilbage til deres lejligheder. De første ti nøgler er blevet udleveret, fortæller vicevært, Peter From Madsen, til DR Trekanten.

Der er dog fortsat en del familier, som endnu ikke kan flytte tilbage:

- Der var stor forskel på skaderne i de to opgange, der er færdige nu og så lejlighederne i den modsatte ende, som blev meget hårdt ramt af branden. Her er der nok at se til for håndværkerne rester af året, siger Peter From Madsen.

De værst ramte lejligheder er på øverste etage på tredje sal. Her må beboerne vente indtil næste år, inden de kan flytte tilbage.

En stor del af lejlighederne på A D Burcharths Vej blev slemt skadet eller udbrændte helt ved storbranden. Brandårsagen blev aldrig fundet.