Glæde i Børns Vilkår: 56 børn klagede selv til vagthund

I løbet af det første år med Ombudsmanden børnekontor har 56 børn følt sig uretfærdigt behandlet og selv klaget til børnekontoret. Det glæder Børns Vilkår.

- Det er markant, at der kommer 56 klager direkte fra børn. Det så vi slet ikke tidligere hos Folketingets Ombudsmand, så det er en klar styrkelse, og det ser vi som et godt skridt i den rigtige retning, siger formanden for Børns Vilkår, Peter Albæk, til Ritzau:

- Når klagerne kommer fra børnene selv, så er de formuleret direkte med udgangspunkt i børnenes behov. Derfor er det vigtigt, at børnene selv er med og har et sted, hvor de helt selv kan klage, så det ikke er andre, der skal kunne overskue systemet for dem.

I det første år har børnekontoret modtaget i alt 520 klager. Resten er kommet fra voksne på vegne af børn eller taget op af børnekontoret selv.

Det sker for eksempel efter medieomtale af en sag eller i forbindelse med et af de 13 tilsynsbesøg, som børnekontoret har været på i løbet af året.

Formand Peter Albæk håber, at endnu flere lærer børnenes vagthund at kende i det kommende år.

- De kan gøre sig endnu mere kendte hos børn og unge og komme bredere ud. Jeg har respekt for, at de i første omgang har valgt at fokusere på anbragte børn og institutioner.

- Men jo mere, de fortæller om, hvad de laver, desto bedre mulighed får de for at få klager for eksempel inden for skoleområdet. Det er der brug for, siger Peter Albæk fra Børns Vilkår.

Børns Vilkår er en privat organisation, der blandt andet driver Børnetelefonen.

/ritzau/

Dagens Gossip