Glæde over Pourié-afsked

Med salget af sidste sæsons topscorer til FC København, vinkede Silkeborg nemlig samtidig farvel til en karakter, der har kontroverser klæbende til sig som fluer på en candyfloss.

- Det er jo ikke sådan, at jeg synes, vores trup er bedre uden ham. Men jeg tror, det er godt for både ham og os, at han forlader Silkeborg, fortæller Silkeborg-direktør, Kent Madsen, til BT.

I slåskamp med Runsewe

Silkeborg-bossen har i flere omgange haft hænderne fulde i forsøget på at tæmme den iltre tysker. Som da Marvin Pourié røg i klammeri med holdkammeraten Kasper Risgård efter en kamp mod FC København i sidste sæson. For bare tre dage siden var den så gal igen, da 22-årige Marvin Pourie på en træningslejr kom i håndgemæng med Silkeborgs offensivspiller Adeola Runsewe.

Ifølge nigerianeren nægtede FC Københavns nyerhvervelse at aflevere bolden, hvilket skabte irritation hos Runsewe og efterfølgende hidsige gloser fra Pouries mund. En hændelse, som Silkeborgs cheftræner, Jesper Sørensen, ikke tøvede med at kalde ’uacceptabel.

Selvom Adeola Runsewe understreger, at han ikke har noget personligt imod Marvin Pourié, vurderer han, at afskeden med Pourié ikke nødvendigvis er dårligt nyt for silkeborgenserne.

- Alle har brug for at komme videre i karrieren, så på den måde synes jeg, det er godt for både ham og for klubben, siger han og erkender, at et farvel til Pourié meget vel kan styrke harmonien i truppen .

På det sociale medie Twitter var retorikken i går noget skarpere, da nyheden om Marvin Pouriés FCK-skifte blev offentliggjort. Silkeborgs forsvarsspiller Simon Jakobsen kommer i hvert fald næppe til at savne målslugeren.

Bittert tweet

Som kommentar til en brugers tweet om, at Marvin Pourié bliver gjort til et større problembarn, end han egentlig er, skrev han:

- Prøv at være sammen med ham hver dag i et år og se om du stadig vil skrive samme tweet derefter... Jeg tvivler.

Dermed styrkes billedet af en profil, der ganske vist var en vigtig brik i Silkeborgs offensiv, men samtidig fyldte for meget. Angriberen Jesper Bech har tidligere omtalt Pourié som en egoistisk spiller, mens Kasper Risgård har kaldt tyskeren for ’irriterende og med ’ufattelig meget selvtillid. Derfor virkede Marvin Pourié og en tilværelse i 1. division da også som en sprængfarlig cocktail, der ikke gik i hånd med tyskerens ambitioner.

- Han ville gerne noget mere end Silkeborg i 1. division, og risikoen var jo, at hvis vi ikke fandt en god løsning, kunne han blive frustreret på et eller andet niveau, siger SIF-direktøren, der samtidig kan glæde sig over tiltrængte millioner i klubkassen.

Dagens Gossip