»Glee«-stjerne kremeret i Vancouver

Det canadiske politi har afsluttet efterforskningen af Cory Monteiths død og han er nu stedt til hvile i sin barndomsby.

Liget af den 31-årige »Glee«-stjerne blev fundet på et hotel i Vancouver lørdag og en obduktion klarlagde, at det var en blanding af heroin og alkohol, der kostede ham livet.
Retsmedicinerne fastslog, at Monteith indtog en overdosis ved et uheld og den konklusion er politiets efterforskere enige i. De henlægger sagen som fuldt opklaret efter endt afhøring af de venner, Monteih var sammen med natten før sin død.

»Alle har været yderst samarbejdsvillige og der er ikke mere at komme efter. Her i Canada er der ingen lovmæssig mulighed for at retsforfølge leverandøren af stofferne«, forklarer Brian Montague fra politiet i Vancouver.

Efter en privat højtidelighed tirsdag blev Monteith kremeret i Vancouver. Den canadiske skuespillers mor Ann, hans kæreste Lea Michele og broderen Shaun var med, men Monteiths far var ikke inviteret og er ked af, at han blev holdt udenfor: »Jeg ville gerne have set min søn og taget en sidste afsked med ham. Jeg kommer til at savne Cory helt forfærdeligt«, klager Joe Monteith.

Dagens Gossip