Glem alt om utroskabs-sager: Nu afslører Dagens.dk, hvad privatdetektiver i virkeligheden laver

I en lille kælder i udkanten af København møder Dagens.dk Uffe Bodeholt med en pibe i munden. Han er privatdetektiv og formand for Foreningen Danske Detektiver. Og så er han træt af fordommene i branchen. Og fordommene om, at privatdetektiver kun beskæftiger sig med utroskabs- og bøllesager.

- Når Hr. og Fru Jensen ringer, tager vi ikke bøllesagerne. Utroskabssager er ikke det der fylder mest, siger han til Dagens.dk.

Broget branche
Foreningen, han er formand for, er hovedorgan for tre danske bureauer, der råder over omkring 25 freelancere i branchen. Her arbejder Uffe for ordentlige forhold.

- Det er en meget broget branche i Danmark. Mange starter op uden uddannelse. Det er vigtigt at skille fårene fra bukkene, og det gør vi med foreningen, forklarer han.

Og selv om der er private vagtfirmaer, der tilbyder detektivassistance, er der stor forskel på detektivernes”værktøjskasse”, Derfor går det godt i foreningen. For Uffe Bodeholt og hans team af eksperter har en enorm træfsikkerhed, når de i fællesskab løfter opgaver, og det har erhvervslivet fået øjnene op for.

- Det er primært derfra, vi får vores opgaver. Og også fra udlandet, hvis en dansk virksomhed for eksempel har søgt et lån, siger Uffe Bodeholt til Dagens.dk

Store sager
Medarbejdere, der melder sig syge, erhvervspartnere, der mistænker hinanden for snyd, CV-snyd og svind i virksomheder er nogle af de opgaver, der fylder mest. Men der kan alligevel være plads til opgaver fra privatpersoner.

- Det kan være fra mennesker, der gerne vil finde deres biologiske forældre eller tvister i børnesager og arvespørgsmål, siger han.

Tendensen de sidste par år har været, at der bliver færre, men større sager. Uffes opgave spænder fra at tage imod opgaver og kun påbegynde detektiv-arbejdet, inden han giver detektiv-kasketten videre til en freelancer.

Dødspændende
- Som detektiv er det dødspændende. Der er en masse research, og det minder faktisk lidt om journalist-faget. Men ude i virkeligheden, der gælder det om at være usynlig og koncentreret. Der er der mere tale om overvågning. Det største problem er at komme på toilettet, griner han.

Detektiverne arbejder i fire timers byttehold, for det kræver meget koncentration at sidde stille og lave overvågning.

Foreningen Danske Detektiver råder over agenter i alle aldre og alle køn. De sidste par år har Uffe og ekspert-teamet taget imod omkring 80 opgaver om året.

Dagens Gossip