Glem Levakovic: Her er Nordens vildeste sigøjnerfamilie

Skrevet af Jesper Larsen

10/01/2015

Mest læste i dag

En dokumentar på Tv2 om den danske Levakovic-familie vækker debat og forargelse herhjemme, men i Norge bor en kriminel sigøjner-familie, der får Levakovic-klanen til at blegne.

Norske medier kalder sigøjnerklanen for 'Karoli-familien', der bliver ledet af Rene 'Roma' Karoli, og dækker over et speget familienetværk på godt 500 personer. 

Rene 'Roma' Karoli er selverklæret konge over alle sigøjnere i Norge, og Karoli-klanen har i årevis ligget i konflikt med andre norske sigøjnere, der har ført til skyderier, overfald og brandattentater. 

Angrebet med sabel

i 2013 blev Rene 'Roma' Karoli sammen med sin 23-årige søn Nova Dior, udsat for drabsforsøg med knive og en sabel i en bingohal Oslo. Overfaldet gav de fem angribende sigøjnere fra 'Josef-klanen' op mod 7 års fængsel for drabsforsøg, og startede en voldsspiral, der har truet med at starte en nordisk sigøjnerkrig. 

'Roma' har en bror, der hedder Alex 'Dolla' Karoli, som mener at det i virkeligheden er ham, der er konge over de norske sigøjnere. I marts sidste år vakte en video på Facebook bestyrtelse i Norge, hvor 'Dolla' afsagde dom over en ukendt teenage-pige, der havde fornærmet familiens ære, og derfor skulle have håret klippet af. 

25 millioner for falske diamanter

'Dolla' gjorde sig første gang for alvor kendt i Norge, da han i 1990 blev dømt for at have svindlet Kreditkassen for 25 millioner kroner ved hjælp af falske diamanter. 

Når Karoli-klanen forsøger at myrde hinanden eller andre sigøjnere i Norge, skyldes det ofte forbudte kærlighedsbånd på tværs af de største sigøjnerklaner. Noget der også har trukket den danske Levakovic-klan ind i et opgør med deres norske modparter. 

Santino Levakovic indledte på et tidspunk et forhold til 'Dolla' Karolis barnebarn og samleveren til det danske overhoved for familien Levakovic, Gimi 'Boss' Levakovic, har tidligere været gift ind i Karoli-klanen. 

Nordisk sigøjnerkrig

De forhold medførte anklager om kvindemishandling og kidnapning, og har truet med at trække Levakovic-klanen ind i en blodig nordisk sigøjnerkrig. For ifølge Levakovic-klanen er Karoli-familien helt uden for pædagogisk rækkevidde. 

- De skal ikke begynde at true alle sigøjnere og kræve penge. I Danmark har vi sigøjnere respekt, men Karoli-familien i Norge lever efter nogle helt andre regler, og laver beskidte tricks med alle folk, og det skal de straffes for. Jeg sværger ved gud, at jeg er manden, der skal straffe dem, har Gimi 'Boss' Levakovic udtalt til Ekstra Bladet.